Danske investeringer i Afrika risikerer at bryde oprindelige folks rettigheder

Written on 27 January 2026. Posted in News

Af: Cille Aspelund Arnecke

Danmark har ambitioner om investeringer i Afrika, og de må rigtigt gerne være grønne. Grøn omstilling og bæredygtig udvikling er to begreber som nemt sidestilles, men når økonomiske interesser omsættes til konkrete projekter, er det ikke sikkert at projekterne rent faktisk er med til at sikre bæredygtig udvikling hos de mennesker, der lever i de områder, hvor investeringerne finder sted. Et projekt kan for eksempel have til formål at beskytte et naturområde, men samtidig medføre, at oprindelige folk mister adgang til land og naturressourcer, som har været grundlaget for deres levevis i generationer – noget som ofte sker uden reel inddragelse af de oprindelige folk i beslutningsprocessen. Over de seneste år er det gentagne gange set, at også grønne energiprojekter har ført til fratagelse af landområder og begrænset adgang til naturressourcer for oprindelige folk, uden at de er blevet hørt. I 2014 blev der blandt andet opført vindmøller i Kenya på landområder tilhørende folkene turkana, el molo, rendille og samburu. Vindmølleprojektet skulle levere grøn energi til hele Kenya, men de berørte samfund blev ikke inddraget i overdragelsen af jorden, og anlæggelsen fandt sted på områder med forfædres grave. Samtidig fik befolkningen i området ingen adgang til den producerede elektricitet. Senest er investeringer i safariturisme i Tanzania, foretaget af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, kommet i søgelyset. Det er i dette spændingsfelt mellem udenrigspolitik, erhvervsinteresser og menneskers livsgrundlag, at FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder (UNDRIP) og FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) bliver afgørende. Retningslinjerne tydeliggør staters og virksomheders ansvar og rejser det centrale spørgsmål: Afspejler det voksende engagement i Afrika også Danmarks ambitioner om at beskytte oprindelige folks rettigheder i praksis?

20 år med UNDRIP og Danmarks rolle for oprindelige folks rettigheder i Afrika

I 2027 fylder FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder (UNDRIP) 20 år. Ved vedtagelsen markerede den et historisk og afgørende fremskridt for beskyttelsen af oprindelige folk og deres rettigheder, men desværre halter implementeringen i mange sammenhænge stadig langt efter. Danmark bakker fra officielt hold op om UNDRIP og var igennem tilblivelsesprocessen en stærk fortaler for erklæringen og spillede også en vigtig rolle i vedtagelsen. I Fælles om Fremtiden - en hvidbog om FN, Danmark og en verdensorden under pres (august 2022), der kan kaldes et operationaliseringsdokument for Danmarks udenrigspolitiske strategi, beskrives Danmarks fire mærkesager på menneskerettighedsområdet. Her står det, at oprindelige folks rettigheder er en af disse. Oprindelige folks rettigheder har med andre ord en fremtrædende plads for Danmarks udenrigspolitiske arbejde og Danmark udviser vilje til at påtage sig et internationalt ansvar på området.

Spørgsmålet er imidlertid om dette engagement afspejles nok i Danmarks nye Afrikastrategi Afrikas Århundrede fra 2024, der handler om hvordan Danmark kan øge sin tilstedeværelse på et kontinent, hvor hvert fjerde menneske og hver tredje ung vil være bosat i 2050.

I strategien nævnes oprindelige folk en enkelt gang: På side 17 står der, at klimatilpasning skal ske “i tæt samspil med lokalbefolkninger og oprindelige folk”. Danmark har siden udbygget dette i den nye udviklingspolitiske strategi fra 2025 Verden i Opbrud – Partnerskaber i Udvikling, hvor der står, at arbejdet med oprindelige folks rettigheder skal styrkes og at Danmark ser sig selv som en vigtig stemme til at realisere og anerkende deres rettigheder i henhold til UNDRIP. Derfor ser vi meget gerne Danmark arbejde for dette i internationale fora, og i særdeleshed at forskellen mellem lokalbefolkninger og oprindelige folk holdes fast.

Kollektive rettigheder er afgørende for at sikre oprindelige folks livsgrundlag og fremtid

The African Commission on Human and Peoples’ Rights (ACHPR) påpegede allerede i 2005, at minoritetsrettigheder og oprindelige folks rettigheder er to forskellige ting og at det derfor er vigtigt at skelne imellem disse, når vi skaber strategier eller internationale love, som historisk ofte har favoriseret mennesket som et individ med individuelle rettigheder.  Hvor minoritetsrettigheder i international ret primært er individuelle – altså retten til at praktisere sin kultur, sit sprog, sin religion osv. – er oprindelige folks rettigheder i sin essens kollektive. De omfatter retten til land, territorier og naturressourcer, og derigennem retten til at bestemme over deres egen fremtid – fordi de ser sig selv som et folk, der som gruppe har kollektive rettigheder, herunder kollektive jordrettigheder.

I Afrika, hvor en stor del af de oprindelige folk lever som pastoralister eller jæger-samlere, er disse kollektive rettigheder helt afgørende. Som folk er de dybt afhængige af deres traditionelle landområder, som de har beboet i generationer og som de benytter på kollektiv vis. Uden adgang til deres land og ressourcer i de områder de lever i, kan deres kultur, økonomi, sociale organisering og identitet helt enkelt sagt ikke overleve. Som UNDRIP påpeger i Artikel 26: Indigenous Peoples have the right to the lands, territories and resources which they have traditionally owned, occupied or otherwise used or acquired.

Selvom Danmarks udenrigspolitik traditionelt har haft en bred prioritering af menneskerettigheder, lægger Afrikas Århundrede i højere grad vægt på handel og markedsadgang til det afrikanske kontinent. Det kan indebære en risiko for, at visse menneskerettighedsaspekter får mindre opmærksomhed. Særligt de kollektive rettigheder – som er afgørende i forbindelse med handelsaftaler og aktiviteter på områder, der kan tilhøre oprindelige folk – risikerer at blive glemt. Det manglende fokus på kollektive rettigheder bliver særligt tydelig, når man ser på konkrete eksempler, hvor økonomiske interesser kolliderer med oprindelige folks rettigheder.

Landopkøb og investeringer truer oprindelige folks rettigheder i Afrika

I slutningen af oktober kom det bl.a. frem, at Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, har investeret massivt i luksuriøs safari-turisme i Tanzania. For de oprindelige befolkninger i området – barabaig og hadzabe – har investeringerne haft alvorlige konsekvenser. De har fået frataget land og er blevet afskåret bla. vandressourcer og hellige områder. Barabaig udgør et større folk på omkring 80.000 mennesker, mens hadzabe blot tæller cirka 2.000 og i forvejen har mistet stort set alle deres traditionelle landområder. I den forbindelse understreger IWGIA’s seniorrådgiver og Afrika-ekspert Marianne Wiben Jensen i nyhedsmediet Danwatch, at virksomheder, der opererer i områder med oprindelige folk, har et ansvar for at sikre samtykke og ordentlig kompensation. Mange oprindelige folk i Afrika mangler juridisk anerkendelse som oprindelige folk i de lande de bor i og det gør dem særligt udsatte over for, at deres jord og rettigheder tages uden at de bliver konsulteret i en proces, der lever op til deres ret til frit, forudgående og informeret samtykke (FPIC, free, prior and informed consent), der står beskrevet i artikel 32 i UNDRIP. FPIC er et begreb der giver oprindelige folk mulighed for at tage stilling til og deltage i beslutningsprocesser der foregår på deres territorier og potentielt har stor indvirkning på deres ressourcer i området. Dermed har vi et internationalt krav om at virksomheder altid skal spørge om lov til at starte virksomhedsproduktion i et område med oprindelige folk og skal inddrage dem i virksomhedens planer for aktiviteter, hvor de oprindelige folk så altid har mulighed for at sige ja eller nej til det som virksomhederne præsenterer. En hovedpointe her er at dette altid skal respekteres fra virksomhedernes side. I praksis er det dog sjældent at oprindelige folk inddrages i beslutningsprocesser på deres jord og at virksomhederne på forhånd har undersøgt om området de interagerer i bebos af folk der identificerer sig som oprindelige folk. Fraværet af FPIC ses særlig tydeligt i forbindelse med de store landopkøb der finder sted i Afrika.

Tendensen med, at udenlandske investorer og virksomheder opkøber store landområder i Afrika, er stigende. Her står oprindelige folk ofte uden en stemme, mens statslige myndigheder i mange tilfælde undlader at involvere sig. Anders Holch Povlsen f.eks. investeret i over 500.000 hektar fordelt på fem forskellige afrikanske lande og som nyhedsmediet Danwatch påpeger er det et samlet areal, der svarer til 10 gange Bornholm.

Mange vil måske hævde, at opkøb af jord til naturbevarelse og safariturisme tjener en god sag – i modsætning til f.eks. olieproduktion, da formålet i sin essens er at beskytte naturen og truede dyrearter. Problemet er imidlertid, at dette ofte medfører tab af jord, adgang til vand og hellige steder, hvor man overser, at oprindelige folk besidder stor viden og gennem mange år har sikret bæredygtig naturforvaltning og gode dyrebestande i de områder de bebor. Derudover fokuseres der ofte på at sikre the big five (løver, leoparder, elefanter, næsehorn og bøfler) som turister gerne vil se, men dette slår bestanden ned af andre mindre dyr som er afgørende for oprindelige folks overlevelse omkring deres territorier.

Denne ubalance understreger behovet for tydelige internationale rammer, der sikrer, at naturbevarelse ikke sker på bekostning af oprindelige folks selvbestemmelse - men i samspil med de oprindelige folk.

Ansvaret for at oprindelige folks rettigheder overholdes gælder både stat og virksomheder

Danmark har en vigtig rolle i at sikre, at danske virksomheder lever op til de krav og forventninger, der bl.a. er fastsat i FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP, Guiding Principles on Business and Human Rights). UNGP, blev lanceret i 2011 og fungerer som en globalt anerkendt ramme for, hvordan stater og virksomheder skal arbejde for menneskerettigheder i forbindelse med erhvervsaktiviteter. Det er dog vigtigt at understrege at UNDRIP og UNGP er guidelines og at FN ikke har mulighed for at tvinge disse retningslinjer igennem. I kontekst af Danmarks tiltrædelse i OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) har Danmark ved lov vedtaget at skabe en institution under Erhvervsstyrelsen ved navn National Contact Point Danmark (NCP Danmark), der fungerer som en uafhængig, ikke-retslig klagemekanisme. Institutionen behandler klager over, om virksomheder og offentlige samt private organisationer overholder internationale retningslinjer for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og anti-korruption og på den måde har staten forpligtet sig til at sikre at danske virksomheder overholder disse, som også er det første princip i UNGP.

Det første princip i UNGP fastslår nemlig, at stater skal beskytte mod menneskerettighedskrænkelser begået af virksomheder gennem politikker, lovgivning, regulering og retsafgørelser. Dette ansvar indebærer, at staten skal forebygge eller stoppe menneskerettighedskrænkelser forårsaget af tredjeparter – f.eks. ved at forhindre, at virksomheder underminerer oprindelige folks levevilkår. Det betyder bl.a., at stater skal sikre, at oprindelige folk har adgang til de territorier og ressourcer, der gør det muligt for dem at opretholde det liv, de har krav på og ønsker i henhold til bl.a. UNDRIP. Princippet understreger også at stater har et ansvar for tydeligt at kommunikere, at virksomheder skal respektere menneskerettigheder. Det gælder både inden for landets egne grænser og i virksomheders aktiviteter i udlandet.

I princip 2 er virksomhedernes ansvar i fokus og beskriver, at virksomheder i sig selv også har et ansvar for at beskytte menneskerettighederne. Det betyder, at de aktivt skal forhindre at krænke menneskerettigheder i deres arbejde – og de har også ansvar for at sikre at deres forretningspartnere eller leverandører overholder disse. Derudover stadfæster UNGP også, at ansvaret for at respektere menneskerettighederne er en global standard for forventet adfærd for alle virksomheder, uanset hvor de opererer, og at dette ansvar eksisterer uafhængigt af staternes vilje for til at opfylde deres egne menneskerettighedsforpligtelser. Dette gør derfor at der stadig er klare forventninger til virksomhedernes overholdelse af menneskerettigheder, selv i lande hvor lovgivningen og respekt for menneskerettigheder er mangelfuld, fraværende eller ikke fuldt ud håndhæves.

Begge principper i UNGP er vigtige for at forstå, hvordan ansvaret for at beskytte menneskerettigheder – også for oprindelige folk – deles mellem stater og virksomheder. Det er især relevant i områder, hvor oprindelige folk ikke bliver anerkendt og beskyttet af staten, som det ofte er tilfældet i Afrika. Her oplever folk, der identificerer sig som oprindelige folk, at de ikke anerkendes og respekteres som et oprindeligt folk i de områder og lande de bor i og det betyder, at de mangler den beskyttelse, de har krav på og brug for, hvilket f.eks. er tilfældet med både barabaig og hadzabe i sagen om Anders Holch Povlsen. Når stater ikke giver denne beskyttelse, øges risikoen for, at virksomheder – bevidst eller ubevidst – krænker oprindelige folks rettigheder og dermed ikke overholder UNGP eller UNDRIP.

For Danmark betyder dette, at staten aktivt må sikre gennem lovgivning og regulering, at danske virksomheder ikke medvirker til menneskerettighedskrænkelser i deres internationale aktiviteter – også i lande hvor oprindelige folk ikke er anerkendt, og hvor deres kollektive rettigheder ikke anerkendes og beskyttes. Samtidig har danske virksomheder et selvstændigt ansvar for at respektere disse rettigheder. Det indebærer, at de skal undersøge og håndtere risici for, at deres aktiviteter kan skade oprindelige folk, og at de må indrette deres forretningspraksis, så den ikke underminerer de kollektive rettigheder til land, ressourcer og selvbestemmelse, som er fundamentet for oprindelige folks livsform og fremtid.

Danmark skriver i forordet til Afrikas Århundrede, at ”vi vil gøre det nemmere for danske virksomheder at investere i Afrika”. Det er imidlertid afgørende, at Danmark samtidig sikrer ansvarlige og bæredygtige forretningspraksisser og samtidig specifikt nævner rammerne for virksomheders arbejde på kontinentet, så menneskerettighederne overholdes. Det vil være oplagt at inkludere forventningen om overholdelsen af de menneskeretlige forpligtelser endnu klarere i kommende strategier, for at Danmark sikrer sig, at vores egne mærkesager på menneskerettighedsområdet holdes i hævd – herunder en tydeligere fremhævelse af oprindelige folks kollektive rettigheder og en overholdelse af UNDRIP.

Tags: Land rights, Business and Human Rights , Human rights, Conservation, Danish