Vi er ikke arabere, vi er ikke berbere, vi er amazigh

Written on 24 January 2024. Posted in News

Amazigh – eller imazighen i flertal – er det selvnavngivne demonym for de oprindelige folk bosat i en lang række nordafrikanske lande såsom Libyen, Niger, Algeriet og Marokko.

I de to sidstnævnte lande udgør imazighen en markant procentdel af den samlede befolkning. Amazighfolket var allerede fuldt etableret i regionen omkring år 1000 f.v.t, og har sidenhen været udsat for gentagne koloniseringer, blandt andet fra romerne, spanierne, franskmændene og araberne. Sidstnævnte, der koloniserede regionen i det 7. og 8. århundrede, navngav regionen Mahgreb (arabisk ord for vest) for at vise, at området nu skulle agere den vestlige del af den arabiske verden. Mahgreb bliver fortsat hyppigt anvendt som betegnelse for området i dag, omend ordets koloniale forbindelse sjældent omtales. Navnet berber er endnu den mest gængse betegnelse for imazighen, og stammer fra romerne, der navngav regionens ikke-latinske befolkning ”Barbaros”, hvilket oversættes til barbarer. En central del af imazighens kamp i de seneste år er gået på konsolidering af retten til at blive kaldt amazigh – oversættes til ”frit folk” – samt til at den samlede betegnelse for deres sprog skal være tamazight.

På det seneste har amazighfolket formået at kæmpe sig til visse forbedringer i anerkendelsen af deres rettigheder i Algeriet og Marokko, mens der dog også har været masser af eksempler på, at der stadigvæk er lang vej til opnåelsen af deres retmæssige status i de to lande. Tamazight har i løbet af de seneste årtier opnået status som officielt sprog i Algeriet såvel som i Marokko, og har i sidstnævnte gjort sit indtog i både uddannelsesvæsenet og i medierne. Begge lande bærer dog stadigvæk præg af den omfattende arabiske assimileringsproces, der fulgte landenes uafhængighed fra Frankrig i midten af det 20. århundrede. Hverken Marokko eller Algeriet har ratificeret ILO-konvention 169. Ulig Marokko, som udeblev fra afstemningen om at vedtage UNDRIP i 2007, så stemte Algeriet for dens tekst, som dog ikke er blevet reelt implementeret i den nationale lovgivning. Algeriet nægter at anerkende amazighfolkets status som oprindelige folk, og udgiver derfor ikke officielle data om antallet af imazighen. Tallet vurderes dog at ligge på omkring 12 millioner - omtrent en tredjedel af Algeriets befolkning.

Denne artikel fokuserer primært på Marokko, hvor den kulturelle amazighbevægelse er særligt stærk. Den seneste censusdata fra regeringen angiver, at omtrent 28% af befolkningen udgøres af imazighen, mens amazighorganisationer mener at tallet ligger på omkring 65 til 70%.^[1] Grunden til dette massive skel skal blandt andet findes i, at selvidentifikation historisk har været forbundet med sprogligt tilhørsforhold, altså hvorvidt den enkelte marokkaner har tamazight som modersmål eller den marokkanske dialekt af arabisk, darija. Amazighfolkets identitet, Amazighité, som bygger på deres sprog og kultur, er dog langt stærkere end den gængse antagelse, da arabiseringen af Nordafrika var relativt langsom, hvilket blandt andet betød at tamazight indtil begyndelsen af det 20. århundrede forblev lingua franca i områder traditionelt beboet af amazigh. Dette ændrede sig først da de franske kolonialister promoverede et skift til arabisk som lingua franca i hele landet, fordi de følte sig bedre i stand til at anvende arabisk end tamazight.

På grund af de skarpe kontraster der eksisterer mellem de to kulturer, er Amazighité igennem historien blevet anset som en trussel for den ensretning af den arabisk-islamiske identitet, som den marokkanske elite ønsker at indgyde i landets befolkning. En sådan kontrast ses blandt andet mellem Marokkos officielle motto, Allāh, al Waţan, al Malik (gud, land, konge), og det uofficielle motto for amazigh tilegnet af amazighaktivister, Akal, Awal, Afgan (land, sprog, folk). Ikke nok med at der ikke findes nogen religiøs benævnelse i amazighmottoet, så danner ordet akal (land) også roden af imazighens betegnelse for sekularisering, takalant.^[2]

På trods af at langt størstedelen af imazighen er muslimer, så bygger amazighité historisk på sekularisme, hvilket ligger langt fra den nationalistiske marokkanske diskurs. Denne omtaler arabisk som guds sprog, mens tamazight ses som et mindreværdigt, hedensk og endog nærmest anti-islamisk sprog. Men mens amazighité i Marokko i bedste fald associeres med folklore, og i værste fald med præmodernitet, analfabetisme og primitivhed, så mener Mohammed Chafik - en ledende figur i amazighbevægelsen i Marokko og den første rektor for Marokkos royale institut for amazighkultur (IRCAM) - at amazighité er selve nøglen til modernitet: ”Der findes ingen modernitet uden retfærdighed, retfærdighed imellem mennesker, uden at løse konflikter indenfor vores samfund, konflikter som relaterer sig til spørgsmålet om vores oprindelse og vores ego som individ og som kollektiv.”^[3]

Mohammed Chafik argumenterer, at vejen til et retfærdigt marokkansk samfund kun kan findes igennem en revitalisering af amazighkulturen, og at sekularisme her spiller en afgørende rolle. Han tilhører gruppen af moderate amazighaktivister, som gør meget ud af, at promoveringen af sekularisme skal passe ind i en marokkansk kontekst. Han forsøger lig andre moderate amazighaktivister at nå ud til den marokkanske befolkning med sit budskab om sekularisme igennem skrifter fra koranen. Han hævder, at den koranske tekst Ia-Iqraha fi-al-addin specifikt erklærer at religiøs tvang ikke findes i islam, samt at religion og religiøs tro er en personlig affære. Derudover fremhæver Mohammed Chafik at ordet ”demokrati” er den latinske oversættelse af det arabiske ord shura, der direkte oversættes til konsultation, og som danner en af søjlerne i den islamiske stat.^[4]

De mest radikale amazighaktivister har advokeret en fransk form for sekularisme - en idé som har fået en meget dårlig modtagelse hos den brede marokkanske befolkning, og som har givet dem det indtryk, at dette er hvad de fleste Imazighen ønsker.  Der er dog faktisk en større andel af de radikale amazighaktivister der promoverer izerf – taget fra Amazigh sædvaneret - som en opskrift på en form for marokkansk-inspireret sekularisme. Izerf advokerer en klar adskillelse mellem et samfunds politiske og religiøse overhoved, og en klar underordnelse af den religiøse autoritet politisk, hvor denne ikke kan fungere som mere end rådgiver. Desuden er der også flere dele af izerf der promoverer ligestilling mellem kønnene, blandt andet Tamazzalt, der sikrer kvinder ret til halvdelen af ægteskabets ejendele ved skilsmisse.

Mange kilder indikerer, at det traditionelle amazighsamfund var matriarkalsk. Før den arabiske invasion af Nordafrika bestred kvinder ledende stillinger både politisk, militært og spirituelt, og som i få andre kulturer i verden blev visse amazighkvinder endog tilbedt som gudinder. Blandt de største kvindelige amazighledere var Dihya (oversættes til smuk), som var den militære leder for imazighen i deres modstand overfor den arabiske invasion. Imazighens matriarkalske historie tegner endnu en stærk kontrast til nutidens patriarkalske samfund i Nordafrika. I World Economic Forums Gender Gap Index for 2023, rangerer Marokko nummer 136 ud af 146 lande, mens Algeriet næsten skraber bunden som nummer 144. 

Presset er stigende på amazigh for at flytte fra deres landsbyer indtil byerne i jagten på arbejde. Dog er der fortsat mange, der bevarer det traditionelle nomadeliv der kendetegner dette oprindelige folk. Amazigh lever i tæt forening med den omkringliggende natur, og de tre forskellige farver på amazighfolkets flag symboliserer de tre distinkte grupperinger af amazigh. Blå symboliserer havamazigh, gul ørkenamazigh og grøn bjergamazigh. Som så mange andre oprindelige folk verden over, er amazighfolkets fremtid i deres traditionelle områder imidlertid yderligere truet af faktorer såsom global opvarmning og en ekstraktivistisk tilgang til økonomisk udvikling, som den marokkanske regering omfavner i stigende grad. De varmere somre og kortere regnsæsoner får floderne langs Saharas nordligere grænse til at udtørre, heriblandt den 1100 km lange flod Draa. Dette gør det noget nær umuligt for ørkenamazigherne at bevare deres levestandard.

Et af den marokkanske regerings mange udviklingsprojekter, som har modtaget kritik for dets negative miljømæssige konsekvenser samt utilstrækkelige kompensation til fordrevne grupperinger, er opførelsen af Tamagoutdæmningen ved amazighlandsbyen Tizinou. Opførelsen blev vedtaget i 2008 som del af Marokkos 2030 udviklingsplan, og bliver promoveret som et projekt der ”stimulerer regionens økonomi” og som vil ”forbedre livet og sundheden for dets beboere.”^[5] Amazighbefolkningen i Tizinou har udøvet stor modstand mod opførelsen af dæmningen, der truer med at drukne hele deres landsby. Den lokale skole var allerede i 2015 jævnet med jorden, som en del af forsøget på at presse befolkningen ud af landsbyen, hvilket betyder at Tizinous børn må gå 8 kilometer til den nærmeste skole. Derudover vil dæmningen oversvømme landbrugsjorden og ødelægge hele levegrundlaget for indbyggerne. Landsbybefolkningen har taget sagen i retten og har fået deres erstatning femdoblet, men dette er dog fortsat langt fra en retmæssig erstatning. Marokko har beholdt deres koloniale landejerskabslovning fra 1912, der giver regeringen mulighed for at ekspropriere landområder som det passer dem. Begrænset kollektivt ejerskab blev tildelt både arabere og amazighgrupperinger i 1919, men disse 12 millioner hektar er udset som de første mål for den marokkanske regerings jordprivatiseringskampagne.^[6] Denne internalisering af koloniale praksisser gør det enormt svært for Marokkos amazighbefolkning at udvikle sig, og fastholder dem i deres prekære stilling i det marokkanske samfund.  

Vi skal dog også huske at hylde de sejre, som amazigh i Marokko har opnået igennem deres ukuelige arbejde. Den 13. januar i år blev amazighnytåret Yennayer – der markerer år 2974 for amazigh - for første gang fejret offentligt over hele Marokko, efter at landets kong Mohammed VI i maj sidste år erklærede, at denne dag fremover skulle æres som national helligdag. Det er en spirituel fejring, der forbinder imazighen til deres jord igennem dens rigdom og de afgrøder der giver folket liv, og nytåret markerer begyndelsen på afgrødernes vekseldrift.

Mens Yennayer tidligere var forbeholdt uofficielle fejringer blandt familier og venner, så var der i år mulighed for at deltage i en lang række offentligt begivenheder i marokkanske storbyer som del af den ugelange fejring, der fandt sted fra den 8 til den 14. januar. Disse begivenheder, som alle hyldede amazighs kulturarv, inkluderede blandt andet forelæsninger, musikoptrædener, filmvisninger samt kulturelle og kulinariske aktiviteter.^[7] Etableringen af amazighnytåret som en national helligdag er en kæmpe symbolsk sejr for imazighen i deres kamp for større anerkendelse. Vi håber, at det ikke bliver ved symbolikken, men at denne sejr derimod kan være startskuddet til reel forbedring for imazighens socioøkonomiske vilkår i Marokko.

Sammenlignet med den dybdegående omtale og analyse af Frankrigs kolonisering af Nordafrika, så er den foregående arabiske kolonisering af området i store træk blevet ignoreret i akademiske kredse. Det er på tide at der sættes langt større fokus på denne koloniseringsproces, og de langvarige konsekvenser den har for regionens oprindelige amazighfolk, der med rette fortsat kan føle sig fremmedgjorte på egen jord. Vi vil støtte den voksende amazighbevægelse i at overbevise deres respektive nordafrikanske regeringer om, at se en styrke i anerkendelsen af deres landes diversitet, fremfor at fremme yderligere arabisk assimilering.    

Foto: Amazighlandsbyen Aït Ben Haddou (ⴰⵢⵜ ⴱⴻⵏⵃⴰⴷⴷⵓ), optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Foto af Polina Kocheva på Unsplash

^[1] https://www.iwgia.org/en/morocco.html

^[2] Almasude, E. (2014) ‘Amazighité and secularism: Rethinking religious-secular divisions in the Amazigh political imagination’, Decolonization: Indigeneity, Education & Society, 3(2), pp. 131–151.

^[3] Oversat fra Chafik 2005, citeret i Ben-Layashi, S. (2007) ‘Secularism in the Moroccan amazigh discourse’, The Journal of North African Studies, 12(2), pp. 153–171. doi:10.1080/13629380701201741

^[4] Chafik, 2000, citeret i Ben-Layashi, S. (2007) ‘Secularism in the Moroccan amazigh discourse’, The Journal of North African Studies, 12(2), pp. 153–171. doi:10.1080/13629380701201741.

^[5] Oversat fra https://www.aljazeera.com/news/2015/5/6/morocco-a-dam-threatens-to-drown-a-village

^[6] https://ejatlas.org/conflict/tamalout-dam-morocco

^[7] https://www.thenationalnews.com/mena/2024/01/13/amazigh-new-year-celebrated-officially-for-first-time-in-morocco/

Tags: Women, Human rights